Fantastisk start på salg af folke- og erhvervsaktier

”Folkeaktier på afstand” er for alvor kommet i gang. Sælgerne går i de kommende uger rundt to og to i Vejstrup Sogn, og de første borgere har allerede fået besøg. Modtagelsen har været overmåde positiv og helt over forventning. Det samme gælder salget af erhvervsaktier.

Bestyrelsen for Vejstrup Forsamlingshus takker mange gange for de mange bidrag – med hver donation rykker ombygningen et lille skridt nærmere, og jo flere, der bidrager, jo større chance er der for, at fonde vil interessere sig for projektet.

Den glade bestyrelse har nylig kunnet opdatere ”pengometeret”, som er ophængt på forsamlingshuset til 108.000 kr.! Målet er minimum 300.000 kr., og hvis opbakningen fortsætter, som den er startet med køb af såvel folkeaktier som erhvervsaktier, er der kun grund til optimisme.

Tusind tak!

Man bestemmer selv, hvor stort beløbet på ens folkeaktie skal være – dog minimum 100 kr. Man betaler med MobilePay, via bankoverførsel eller eventuelt med aftalte penge. Sælgerne registrerer køberne med navn, adresse og beløb, og senere afleveres folkeaktien på Coronasikker vis i Vejstrups postkasser.

Hvis sælgerne ikke træffer nogen hjemme ved første besøg, kommer de igen en anden dag, og lykkes det heller ikke her, så kommer der en seddel med betalingsoplysninger i postkassen.

Hvis man ikke bor i Vejstrup Sogn og derfor ikke får besøg, så kan man alligevel støtte projektet. Man betaler med MobilePay på 56904 (støtteforeningen) eller bankoverførsel på 5986 – 1170179 og skal blot huske at skrive F + adresse i kommentarfeltet. Alle donationer er velkomne, og bestyrelsen og byggegruppen siger på forhånd en stor tak for opbakning og støtte.

PLANER OM OPSTART AF EN CAFÉ I VEJSTRUP FORSAMLINGSHUS

En gruppe borgere har sat sig for, at Vejstrup Forsamlingshus skal have sin café, og at det ikke skal vente på ombygningen! De satser på, at Coronarestriktionerne vil blive mildere i det nye år, så caféen kan starte i januar 2021.

Caféen vil være åben for alle – unge som ældre – 2 gange om måneden mandag aften kl. 19.00 – 22.00. Der serveres og sælges kaffe/the, kage og vand, men ingen alkohol.

En gang om måneden vil der være et tema, som en interesseret borger foreslår og tager sig af. Der er dog ingen pligt til at deltage heri, hvis man blot vil besøge caféen og hygge sig.
Der vil også være mulighed for at etablere andre aktiviteter i caféen – igen uden at alle gæster er forpligtede til at deltage.

Der vil ligeledes blive mulighed for at udstille og eventuelt sælge; men det praktiske varetages af den enkelte kunstner/producent, og der er ikke kapacitet til, at produkterne kan opbevares på stedet.

Man er åben for, at caféen eventuelt kan være åben en eftermiddag en anden dag end mandag, hvis der er behov for det. Måske i forbindelse med et andet arrangement.

Opsætning og oprydning vil skulle varetages af dem, der er ansvarlige den respektive aften – gerne med hjælp af cafégæsterne.

Der skal laves stativer i letmetal, der kan bruges som skillevægge, der skal sys stof til skillevæggene og sys duge. Der kommer informationer herom senere, så hold øje, hvis du har lyst til at være med til det.

Cafégruppen består for nuværende af Werner Funder (høvding), Brigitte Funder, Margrethe Schmidt og Kirsten Theilmann; men de vil gerne have nogle flere frivillige til at hjælpe. Hvis du vil være med i gruppen, så kontakt Werner på telefon 52655358.

UNDRER DU DIG OVER, HVOR FOLKEAKTIERNE BLIVER AF?

Så er det ikke så mærkeligt, for den 20. september måtte vi som bekendt aflyse vores planlagte tur rundt i Vejstrup for at sælge folkeaktier, og siden har der været stille om projektet.

Og dog. Vi har blandt andet modtaget penge fra nogle borgere, som gerne ville af med de kontanter, de havde klar til os i september, og der er også fuld gang i salget af aktier til erhvervslivet. Det gør, at søjlen på ”pengometeret” alligevel er steget! En stor tak for det!

Men hvornår kommer vi rundt i Vejstrup? Svaret er, at det ved vi ikke, men det bliver lige så snart, det på en eller måde kan forenes med Coronatallene. Det kan derfor blive med kort varsel.

Indtil da vil vi gerne sige en kæmpe tak for den støtte og opmærksomhed, vi får fra alle sider!

TÆND LYS FOR HALLOWEEN OG ALLEHELGEN

Mange børn har glædet sig til at fejre Halloween, men som meget andet bliver det på lavt niveau i år på grund af Corona. For ikke at mørket og tristheden over det skal tage over, opfordrer Vejstrup Forsamlingshus til, at man stadig laver græskarmænd og roelygter med sine børn og tænder lys i dem lørdag den 31. oktober.

Hvis man ikke har børn og lygter, så kan man sætte lys i vinduerne og på den måde være med til at tænde et lys i mørket. Det vil vi gøre i forsamlingshuset.

Halloween er, som de fleste nok ved, en udenlandsk skik, der er kommet til Danmark i dette årtusind. Tilsvarende har Allehelgens Aften sin egen historie og skikke i Danmark, ligesom Allehelgens Dag er en særlig højtid i kirken, hvor man mindes de døde.

Hvis du er nysgerrig efter at vide mere om Halloween og Allehelgen, så kan du læse om det her.

HUSK MUNDBIND

Som kulturinstitution må Vejstrup Forsamlingshus gerne gennemføre siddende arrangementer med “biografopstilling”, hvis der bæres mundbind på vej ind i huset, når deltagerne ikke sidder ned, og når anbefalingerne for afstand og hygiejne i øvrigt overholdes.

Husk derfor at have mundbind med, når du skal til et arrangement i forsamlingshuset.
Vi regner selvfølgelig med, at du bliver hjemme, hvis du føler dig sløj eller venter svar på test, men glæder os ellers meget til at se dig til de arrangementer, der kan gennemføres.

Vi ses i Vejstrup Forsamlingshus!

BEDST SOM VI VAR DER – SÅ VAR VI DER IKKE ALLIGEVEL

I går – lørdag den 24. oktober – måtte Svendborg Kommune og vi desværre offentliggøre, at Borgermødet på tirsdag må udsættes på grund af forsamlingsforbuddet. Forud lå et stort planlægningsarbejde, og det var netop lykkedes at få på plads, at vi kunne låne et fint lokale hos Svendborg Brakes og dermed sikre så stort et antal deltagere som muligt. Vi nåede imidlertid ikke at få adressen meldt ud, før vi blev overhalet af Corona!

Byrådsmødet gennemføres stadig, da det ikke er omfattet af de samme restriktioner, og man kan fortsat melde sig til det på www.svendborg.dk eller tlf. 62233112.

Vi kommer naturligvis stærkt igen med en invitation til borgermøde, så snart det bliver muligt! Vi havde glædet os rigtig meget til dialogen med byrådet.

Som en del af planlægningen af borgermødet har bestyrelsen på egne og borgeres vegne sendt en række spørgsmål til administrationen. Svarene foreligger skriftligt og skulle have dannet udgangspunkt for oplæggene på mødet. Mens vi venter på et nyt møde, kan du læse dem i hjemmesidens menupunkt “Dokumenter”

I denne omgang ønsker vi at sende en venlig hilsen og tak til jer, der havde tilmeldt jer, og til Svendborg Brakes for deres imødekommenhed. Vi ser frem til fremtidigt samarbejde.

Pas godt på hinanden og hjælp med at forebygge, at restriktionerne skal vare længere end nødvendigt, så vi igen kan mødes i Vejstrup Forsamlingshus. Vi vil fortsat anstrenge os for at informere her på hjemmesiden, på Facebook og på skiltet ved forsamlingshuset.

Venlig hilsen Bestyrelsen

VEJSTRUP SKAL VÆRE FOR ALLE – FRA VUGGE TIL GRAV

Derfor

  • skal der være muligheder for, at alle typer mennesker skal kunne bosætte sig i Vejstrup
  • skal der være forskellige former for boliger (ejerboliger såvel som andelsboliger og lejeboliger, parcelhuse såvel som almennyttige boliger og bofællesskaber).
  • er der behov for bæredygtige løsninger på legeplads
  • skal man kunne færdes sikkert f.eks. på Landevejen og i Ådalen såvel dag som aften
  • skal byen tage sig indbydende ud
  • skal byen have et samlingssted, der rækker ud over private familiefester og foreningsarrangementer
  • er det disse emner, der vil blive debatteret på borgermødet den 27. oktober

Vi håber, der kommer rigtig mange Vejstrupborgere og giver deres besyv med på borgermødet den 27. oktober, så vi kan klæde byrådet godt på til at træffe gode beslutninger om Vejstrups fremtid.

Dagsorden for mødet er som tidligere nævnt sammensat ud fra borgerønsker og indeholder disse tre punkter:

  1. bosætning
  2. trafiksikkerhed
  3. landsbyforskønnelse.

Corona sætter sine begrænsninger for deltagerantallet. Derfor lægger vi os i selen for at finde et lokale, der kan supplere pladsen i forsamlingshuset. Her man kan følge mødet via livestreaming og få mulighed for at stille spørgsmål til politikerne. Du kan også følge mødet hjemme i din stue, men vi vil gerne give muligheden for, at man kan dele oplevelsen med andre og kunne stille spørgsmål til byrådsmedlemmerne. Stedet vil blive offentliggjort, så snart vi har en aftale på plads.

Tilmelding skal ske til Svendborg Kommune. Oplysningerne om, hvordan man tilmelder sig, kommer tirsdag morgen. Så hold øje med Facebook og hjemmesiden.

Dette opslag vil blive ophængt i skiltet ved forsamlingshuset – men del meget gerne informationen med din nabo, så chancen for, at vi når ud til alle, forøges.

Mange hilsener fra bestyrelsen

VI VIL VEJSTRUP

DERFOR ER DIN DELTAGELSE VIGTIG TIRSDAG DEN 27. OKTOBER