KVANTEFYSIKKEN – ATOMERNES VILDE VERDEN

Foredragsrækken med naturvidenskabelige foredrag streamet fra Aarhus Universitet fortsætter tirsdag den 4. oktober kl. 19.00 – 21.00.

Hør om de eksperimenter og teoretiske overvejelser der førte til Niels Bohrs atom- og kvantefysik, som fysikerne stadig diskuterer, hvordan vi skal forstå – samtidig med at den anvendes med succes på alt fra stjerners liv til mikrochips i smartphones.

Som sædvanlig er der gratis adgang og kan købes forfriskninger i pausen.

Foredragsholder: professor i kvantefysik, Klaus Mølmer, Niels Bohr Institutet, Københavns Universitet.

VELKOMMEN TIL HØSTGUDSTJENESTE OG HØSTFEST

Søndag den 2. oktober kl. 10.00 – 15.30 indbydes alle, der har lyst, til høstgudstjeneste i Vejstrup Valgmenighedskirke og efterfølgende høstfest i Vejstrup Forsamlingshus. Så kom og få et par sjove og hyggelige timer med alt, hvad der hører til fejringen af, at høsten er i hus.

Du kan se program og tilmelding på opslaget herunder. Pris for det hele inklusiv frokost og kaffe er 50 kr. for voksne – børn gratis.

VIL DU VÆRE MED I FÆLLESSKABET?

Repræsentanter fra Vejstrup Forsamlingshus banker for tiden på dørene i Vejstrup Sogn for at sælge medlemskaber til forsamlingshuset. Det koster 100 kr. for et husstandsmedlemsskab, 50 kr. for enlige.

Du kan indbetale på MobilePay 811503 eller Bankoverførsel: reg.nr. 5986 konto 0005050500. Husk at skrive din adresse i kommentarfeltet, så du kan blive registreret som medlem.

Dit kontingent går til driften af forsamlingshuset og de mange aktiviteter, der foregår i huset. Det vil også være et bidrag til den forestående ombygning.

VI VIL VEJSTRUP – TAK, FORDI DU STØTTER

“HYMNER OG UKRUDT” – EN HYLDEST TIL BENNY ANDERSEN OG POVL DISSING

LØRDAG DEN 8. OKTOBER 2022 KL. 18.00 I VEJSTRUP FORSAMLINGSHUS

“Hymner & Ukrudt” er kvartetten, der hylder det legendariske samarbejde mellem forfatter/komponist Benny Andersen og troubadour Povl Dissing – et samarbejde, der nok må betegnes som værende noget nær grundstof i dansk musik og lyrik. Med debutudgivelsen “Svantes Viser” i 1973 skabte de to en tidløs klassiker, som i dag har kultstatus.
Orkesteret, der består af Rasmus Dissing, Henrik Gunde, Jens Jefsen og Morten Lund, er opkaldt efter et af de andre legendariske albums som de to legender udgav i 1984. “Hymner & Ukrudt” spiller det kendte og elskede repertoire, og publikum vil opleve klassiske sange som “Svantes Lykkelige Dag”, “Barndommens Land”, “Aftentur med Rosalina”, “Hymne til natten”, “Tidseltango” og flere “Benny klassikere” i nye friske fortolkninger, men naturligvis med respekt for den originale stil og lyd.
I front med sin egen personlige stil og stemme oplever vi Rasmus Dissing tilføre ny magi til Benny Andersens geniale tekster.
Ved klaveret sidder Henrik Gunde – uden sammenligning Danmarks mest udadvendte, kreative- og humørfyldte pianist, der tilføjer netop den humor og finurlighed, som passer så fortrinligt til melodierne.
Sidst men ikke mindst den “originale rytmegruppe” Jens Jefsen & Morten Lund. De to optrådte med Dissing/ Andersen i årtier, og har sammen udviklet en helt unik akkompagnementsstil – nærmest som en slags meddigtende rytmegruppe.
Forvent genkendelsens glæde, men forvent også helt nye farver og nuancer i det elskede repertoire. Og forvent først og fremmest en herlig aften med levende musikalsk samspil – masser af smil, eftertænksomhed og dejligt befriende latter, præcis som Benny Andersen og Povl Dissing elskede det…

KØB DIN BILLET HER:https://www.billet.dk/venue/vejstrup-forsamlingshus

HØSTGUDSTJENESTE – HØSTFEST

Søndag den 2. oktober er der som bekendt høstgudstjeneste og høstfest arrangeret i samarbejde mellem Vejstrup Valgmenighed og Vejstrup Forsamlingshus.

Til høstfesten serveres der frokost med efterfølgende kaffe / kage. Vi vil gerne høre, hvem der har lyst til at byde ind med levering af frokost høstretter / kage. Det kunne være hyggeligt, hvis man enten har en opskrift eller kunne finde frem til en opskrift på gamle høstretter. Vi regner med, at hver ret skal kunne række til 10 – 15 personer.
Har du lyst – tid og mulighed så skriv til Lene Isager på lene.isager@hotmail.com senest tirsdag d. 20.9. og fortæl, hvad du kan byde ind med.

Endeligt program vil inden længe kunne ses på kirkens og forsamlingshusets hjemmesider samt på Facebook.

VIL DU HAVE DET SJOVT MED OS?

Seniortræning er i fuld gang igen hver onsdag kl. 9.00 – 10.00. Alle er velkomne, men programmet et tilpasset målgruppen. Kom og vær med – der er endnu plads til et par stykker mere.

Prisen for den første periode frem til efterårsferien er 450 kr. Det er fortsat Marie Svendsen, der leder holdet, og det er også hende, du skal tilmelde dig hos eller kontakte, hvis du har spørgsmål. Du kan træffe hende på tlf. 23491259 eller skrive på mail marieseersholm@hotmail.com

Vi glæder os til at få dig med på holdet!