“HYMNER OG UKRUDT” – EN HYLDEST TIL BENNY ANDERSEN OG POVL DISSING

LØRDAG DEN 8. OKTOBER 2022 KL. 18.00 I VEJSTRUP FORSAMLINGSHUS

“Hymner & Ukrudt” er kvartetten, der hylder det legendariske samarbejde mellem forfatter/komponist Benny Andersen og troubadour Povl Dissing – et samarbejde, der nok må betegnes som værende noget nær grundstof i dansk musik og lyrik. Med debutudgivelsen “Svantes Viser” i 1973 skabte de to en tidløs klassiker, som i dag har kultstatus.
Orkesteret, der består af Rasmus Dissing, Henrik Gunde, Jens Jefsen og Morten Lund, er opkaldt efter et af de andre legendariske albums som de to legender udgav i 1984. “Hymner & Ukrudt” spiller det kendte og elskede repertoire, og publikum vil opleve klassiske sange som “Svantes Lykkelige Dag”, “Barndommens Land”, “Aftentur med Rosalina”, “Hymne til natten”, “Tidseltango” og flere “Benny klassikere” i nye friske fortolkninger, men naturligvis med respekt for den originale stil og lyd.
I front med sin egen personlige stil og stemme oplever vi Rasmus Dissing tilføre ny magi til Benny Andersens geniale tekster.
Ved klaveret sidder Henrik Gunde – uden sammenligning Danmarks mest udadvendte, kreative- og humørfyldte pianist, der tilføjer netop den humor og finurlighed, som passer så fortrinligt til melodierne.
Sidst men ikke mindst den “originale rytmegruppe” Jens Jefsen & Morten Lund. De to optrådte med Dissing/ Andersen i årtier, og har sammen udviklet en helt unik akkompagnementsstil – nærmest som en slags meddigtende rytmegruppe.
Forvent genkendelsens glæde, men forvent også helt nye farver og nuancer i det elskede repertoire. Og forvent først og fremmest en herlig aften med levende musikalsk samspil – masser af smil, eftertænksomhed og dejligt befriende latter, præcis som Benny Andersen og Povl Dissing elskede det…

KØB DIN BILLET HER:https://www.billet.dk/venue/vejstrup-forsamlingshus