UDSÆTTELSE AF LOPPEMARKED

Det planlagte loppemarked, som skulle have været afviklet den 24. oktober i Vejstrup Forsamlingshus, udsættes til foråret 2021. Årsagen er Covid19, som medfører ekstra stort arbejde af de frivillige, og som medfører restriktioner, der gør, at arrangørerne ikke synes, at arrangementet kan gøres så attraktivt som ellers.

Bestyrelsen vil gerne støtte alternative initiativer. Hvis der f.eks. skulle opstå et spontant initiativ til “Loppemarked hver for sig”, eller hvis nogen får en anden genial idé, der kan udføres Coronaforsvarligt, så kan man kontakte kommunikationsgruppen og få hjælp til markedsføring. Skriv blot til Elisabeth på antonsen@dadlnet.dk

SE DE FINE TEGNINGER VED FORSAMLINGSHUSET

Læg vejen forbi Vejstrup Forsamlingshus og tag et kig på den flotte planche med tegninger fra dispositionsforslaget for ombygningen af forsamlingshuset.
Inden længe vil du også kunne se, hvordan salget af folkeaktier udvikler sig på ”pengometeret”.
Hvis du vil se alle tegninger og planer for det nye mødested, så kan du finde hele dispositionsforslaget her på hjemmesiden under “Byggeprojektet”.

NU STARTER SALGET AF FOLKEAKTIER

En af de nærmeste dage får du denne flyer i din postkasse. Den fortæller dig om det forestående byggeprojekt i Vejstrup Forsamlingshus. Den fortæller også om folkeaktierne, som vil blive solgt i Vejstrup blandt andet den 20. september.

Vi håber, du vil læse den lille folder med interesse, og at du vil støtte projektet ved at købe en folkeaktie.

Du kan tyvstarte med at læse folderen her, hvis du er nysgerrig!

Venlig hilsen
Bestyrelsen

LOPPEMARKED HVER FOR SIG

Vi måtte som bekendt aflyse forårsloppemarkedet i Vejstrup Forsamlingshus. Derfor er det dejligt, at der i privat regi er taget initiativ til et fællesskabsskabende arrangement på tværs af Skårup, Vejstrup og Oure. Og der er allerede tilmeldt mere end 50 husstande!

Loppemarkedet foregår i din indkørsel/garage/udhus lørdag den 4. juli og søndag den 5. juli i tidsrummet 10.00 – 18.00, men du bestemmer selv din åbningstid inden for dette tidsrum.
Klik dig ind på linket for tilmelding eller send en SMS til Charlotte Viinberg på 60431831.

En af dagene op til weekenden bliver der offentliggjort en liste med alle salgsstederne.

https://www.facebook.com/events/3011440688941538/

SANKT HANS – HVER FOR SIG OG NU MED KONKURRENCE

Som tidligere annonceret må den traditionelle Sankt Hansfest i Vejstrup aflyses i år på grund af Corona. MEN: vi er sikre på, at du får en god aften alligevel – og vi vil gerne hjælpe lidt til!
Du kan nemlig nu deltage i en konkurrence om 2 billetter til Gasboxkoncerten den 11. september værdi: 195 kr. pr. stk.)

Konkurrenceregler

For at deltage skal du

  1. Have købt Sankt Hansplatten i Vejstrup Forsamlingshus
  2. Lægge et billede op fra din Sankt Hans aften i Facebookgruppen Vejstrup Forsamlingshus, Fyn,
  3. På billedet skal man kunne se din platte og gerne også bål og snobrød, hvis du har det 🙂

Bestyrelsen for forsamlingshuset og støtteforeningen kan ikke deltage i konkurrencen (men må gerne lægge billeder op 😉 )

Vinderen findes ved lodtrækning. Resultatet af lodtrækningen offentliggøres en af de nærmeste dage efter Sankt Hansaften på www.vejstrupforsamlingshus.dk

Platten indeholder diverse pålæg, sylt, ost, brød og smør. Pris 75 kr. pr. pers.
Snobrødsdej kan tilkøbes uden beregning.
BESTIL PÅ SMS til 40547544 SENEST MANDAG DEN 22. JUNI KL. 10.00. Husk at skrive navn og antal kuverter i sms’en. Betaling via Mobilepay til samme nummer (Husk at skrive navn på bestiller i kommentaren)
Og hvis du runder din betaling op, så går det ekstra bidrag som før til forsamlingshusets drift.

FÆLLESSPISNING HVER FOR SIG

Jane går atter i køkkenet onsdag den 27. maj og laver denne gang LASAGNE MED KRYDDERURTECREME.
Dertil kan bestilles salat med brød. Retten fås også som vegetar- eller veganermåltid.

Prisen er
Voksenportion 50 kr.
XL-portion (voksen + barn) 75 kr
Dagens salat m. brød 15 kr. pr. pers
Ekstra bidrag går til driften af forsamlingshuset, så vi er meget taknemmelig, hvis du runder din betaling op.

Medbring 1 fad (+ en lille skål, hvis du har bestilt salat), når du afhenter din mad i Vejstrup Forsamlingshus mellem kl. 16.00 og 17.00.

Bestillingen afgives som SMS på tlf. 40547544 SENEST MANDAG DEN 25. MAJ KL. 18.00. Husk at skrive navn og antal kuverter i sms’en, samt om du ønsker salat. Skriv også, hvis du ønsker en vegetar- eller veganermenu
Betaling via Mobilepay til samme nummer.

Vi beder om, at du hjælper med at udbrede budskabet om ”fællesspisningen” i området, og opfordrer dig til at tage naboen i betragtning, hvis han/hun har brug for hjælp til bestilling eller afhentning af maden. Tak for din hjælp.

VEJSTRUP SPISER SAMMEN – HVER FOR SIG ONSDAG DEN 13. MAJ

Hurtige beslutninger og korte frister er inde i tiden – også i Vejstrup Forsamlingshus.

En stor tak for tilslutningen til “Vejstrup spiser hveder sammen – hver for sig” og for 675 kr. i donationer.Vi følger succesen op med at spise aftensmad sammen hver for sig – første gang onsdag den 13. maj.

Menu:
Smørstegt rødspættefilet med persillesauce og nye kartofler!
Hertil kan bestilles salat og brød.

En voksenportion koster 50 kr.
XL-portion (voksen + barn) koster 75 kr.
Salat og brød koster 15 kr.

Bestillingen afgives som SMS på tlf. 40547544 SENEST MANDAG DEN 11. MAJ KL. 18.00. Husk at skrive navn og antal kuverter samt om du ønsker salat. Betaling via Mobilepay til samme nummer.

Hvis nogen ønsker en veganermenu i stedet for, så kan det også imødekommes. Ret forespørgsel til tlf. 40547544.

Vi vil gerne være bæredygtige i Vejstrup, så i løbet af onsdagen kan du aflevere et fad, som du får fyldt op med din bestilling.

Ikke alle er er jo på Facebook eller ser hjemmesiden, så spørg gerne dine naboer, om du skal aflevere fad/hente for dem. Retten skal afhentes mellem kl. 16.00 og 17.00 i Vejstrup Forsamlingshus.

Ligesom med hvederne Store Bededagsaften vil et ekstra bidrag gå til driften af Forsamlingshuset i Coronatiden. Vi vil være meget taknemmelige for hver en krone.