FAGRE NYE GENETISKE VERDEN

Det er overskriften for det livestreamede foredrag i Vejstrup Forsamlingshus tirsdag den 15. november kl. 19.00-21.00

Hvem ville have troet at bakterier siden tidernes morgen har gemt på nøglen til en af genetikkens største revolutioner? Indtil for få år siden var det en vild drøm eller science fiction at tro at vi kunne finde vej i og ombygge livets kode, genomet. Men i dag kan vi faktisk, stykke for stykke, studere de mere end seks milliarder byggesten som udgør et menneskes DNA, og vi kan ændre i sammensætningen af byggestenene.

Værktøjet CRISPR, som er nøglen til dette arbejde, har fået en enorm betydning for basal genetisk forskning. Vi kan nu redigere i gener, ændre deres egenskaber eller meget præcist slå dem ud af funktion. Dette gør det muligt at studere de enkelte geners eller bestemte genvarianters betydning for biologiske funktioner og udvikling af sygdom. Hertil kommer helt nye muligheder for genetisk behandling.

På Aarhus Universitet forsker et større forskerteam anvendelse af værktøjet på stamceller med det formål at skabe nye genetiske behandlinger for patienter med bl.a. blodsygdomme og medfødte immundefekter.

Mulighederne er uanede – og de er, ikke sjældent, genstand for væsentlige etiske diskussioner. De første genmodificerede spædbørn blev født i 2018 i Kina, og vejen er også banet for udvikling af genmodificerede, bæredygtige fødevarer og nye – ganske kontroversielle – metoder til sygdomsbekæmpelse i den tredje verden.

Tag med på en rejse ind i DNA-verdenen og vores fælles genetiske fremtid når professor, og medlem af Det Etiske Råd, Jacob Giehm Mikkelsen deler sin begejstring og bekymring for den fagre nye genetiske verden.