STATUS PÅ BORGERMØDET DEN 27. OKTOBER

Vi har tidligere bekendtgjort, at Svendborg Kommunes byråd vil holde deres møde i Vejstrup Forsamlingshus den 27. oktober, og at der forud for mødet vil blive afholdt et borgermøde med overskriften ”Vejstrups udvikling”. Selv om Corona ganske givet sætter sine begrænsninger for møderne, har vi fra bestyrelsen et stort ønske om at holde fast i planerne, og kommunen har været imødekommende over for vores ønske.

Hvordan Coronarestriktionerne ser ud den 27. oktober, kan ingen vide på nuværende tidspunkt; men vi arbejder konstruktivt sammen med kommunen på at finde en form, der tilgodeser, at så mange borgere som muligt får chance for at tage del i mødet.

Vi har som lovet udarbejdet et program ud fra de borgerforslag, der er indkommet, og vi er glade for, at det har kunnet lade sig gøre at få alle fremsendte ønsker med. Emnerne er bosætning, trafiksikkerhed (hastighedsregulering, belysning) og landsbyforskønnelse.

Nærmere oplysninger om form og tilmelding vil følge. Vær opmærksom, så du ikke går glip af chancen for at møde Svendborg Kommunes byrådspolitikere og høre, hvad de tænker om Vejstrups fremtidige udvikling.