EN HYLDEST TIL BENNY ANDERSEN

Mad og koncert i Vejstrup Forsamlingshus lørdag den 8. oktober kl. 18.00 – køb din billet allerede nu.

I 2018 mistede vi en af Danmarks mest folkekære kunstnere – nationalpoet, forfatter, pianist og komponist Benny Andersen. Hans digte og sange samt samarbejdet med en anden højtelsket figur, troubadouren Povl Dissing, har sat sit umiskendelige præg på den danske folkesjæl og henrykket det danske publikum gennem flere årtier.

Povl Dissing har siden en faldulykke, der medførte en alvorlig høreskade, valgt at lade sig pensionere som sanger, men nu har bassist Jens Jefsen og trommeslager Morten Lund samlet et nyt orkester, som hylder Dissing og Andersens univers og de elskede sange og tekster.

I front i den nye kvartet er Poul Dissings søn Rasmus Dissing, som naturligvis er vokset op med sin fars fortolkninger i ørerne, men som sideløbende har udviklet sin helt egen personlige stil.

Ved klaveret sidder Henrik Gunde kendt fra blandt andet DR Big Band og samarbejdet med Erik Grip, og sluttelig består rytmegruppen af Jens Jefsen og Morten Lund. Begge sidstnævnte turnerede med den originale Dissing/Andersen kvartet helt frem til Benny Andersens død. Sammen har de med tiden udviklet en helt unik akkompagnementsstil – nærmest som en slags meddigtende rytmegruppe.

Der bliver rift om pladserne, når Vejstrup Forsamlingshus byder kvartetten indenfor den 8. oktober 2022. Der loves en aften med levende samspil, humor, latter og måske en lille tåre. Kort sagt: en kærlig musikalsk hilsen til Benny Andersen. Det hele får du for 270 kr. (incl. billetgebyr).

Skynd dig at sikre dig en plads her:

Køb billetter til En hyldest til Benny Andersen – Vejstrup Forsamlingshus – lørdag, 08 oktober 2022 | Billet.dk