Nyt fra bestyrelsen oktober 2019

På bestyrelsesmødet den 10. oktober 2019 kunne bestyrelsen blandt andet se tilbage på et vellykket borgermøde om ombygning af forsamlingshuset, et brag af en koncert – og et rekordstort kontingentbidrag.

Bestyrelsen vil gerne sende en stor tak for den flotte opbakning til ombygningsprojektet. Kommentarerne fra borgermødet er nu gennemgået i byggegruppen og bestyrelsen, og det er besluttet, at udsigtsplatformen, som gav anledning til betænkeligheder, tages ud af projektet. Andre muligheder for blikfang og de øvrige forslag fra mødet drøftes med arkitekterne på et møde sidst i oktober.

Ligeledes en stor tak til alle jer, der har fornyet jeres medlemskab af Vejstrup Forsamlingshus – eller tegnet et nyt. Der er indkommet 11.500 kr. i kontingent, og det forlyder, at der er flere på vej. Det er intet mindre end imponerende!
Hvis du ikke var hjemme, skulle du have fået en seddel i din postkasse. Vi håber, du vil følge opfordringen på den og indbetale kontingent på MobilePay 60939979. Det koster kun 100 kr. for en hel husstand og 50 kr. for enlige at blive en del af fællesskabet omkring forsamlingshuset.

VI SES I VEJSTRUP FORSAMLINGSHUS